Viggo Harald Møller blev den 19.8.1944 arresteret af Gestapo og sigtet for kommunistisk virksomhed. Via Frøslevlejren blev han den 20.10.1944 deporteret til koncentrationslejren Neuengamme, hvor han afgik ved døden kort før jul 1944.
Viggo Harald Møller var født i Hvorslev Sogn nær Randers og blev uddannet kedelsmed. Han var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og aktiv i fagbevægelsen for smedene. I efteråret 1943 blev han tilknyttet den kommunistisk dominerede sabotagegruppe, Walthergruppen. Her fungerede han som mellemmand for leverancer af våben og sprængstof til sabotagegruppen i Svendborg, hvis medlemmer bl.a. inkluderede Poul Holm og Christian Stærmose. I sommeren 1944 blev Svendborg-gruppen oprullet af Gestapo, hvilket også førte til, at Viggo Harald Møller den 19.8.1944 blev arresteret, sigtet for kommunistisk virksomhed. En måned efter anholdelsen blev han sendt til Frøslevlejren og derfra den 20.10.1944 deporteret til koncentrationslejren Neuengamme. Fra Neuengamme blev han sendt til udekommandoen Versen nær Meppen ved den tysk-hollandske grænse. Her blev han alvorligt syg, og i december 1944 blev han bragt tilbage til Neuengamme, hvor han afgik ved døden kort ført jul.
Historiens Hus
Odense Kommune
Stadsarkivet
Klosterbakken 2
5000 Odense C
Tlf: 65 51 10 30
Sponsoreret af Albani Fonden