Valdemar Petersen

Valdemar Petersen

Født: 23.5.1898 i Odense.

Død: 19.2.1945 i Odense.

Bopæl: Middelfartvej 55.

Elinstallatør Valdemar Petersen blev den 19.2.1945 skudt i sin forretning på Middelfartvej 55 af medlemmer af Petergruppen. Drabet var en del af en omfattende terroraktion, som i disse dage kostede yderligere seks mennesker livet i Odense.

Biografi

Elinstallatør Valdemar Petersen var på drabstidspunktet kendt i lokalområdet som en mand med faste principper. Han var tilsyneladende upopulær blandt mange beboere i området, og flere troede faktisk efter hans død, at han var blevet dræbt af modstandsbevægelsen. Denne opfattelse kom af, at Petersen og hans kone næsten altid havde været på kant med kvarterets øvrige beboere. Valdemar Petersen havde dog også gjort sig upopulær hos tyskerne. Ifølge enken ville han kun sælge det mest nødvendige til tyskerne, f.eks. et batteri til en lommelampe eller tilsvarende småting. Der havde været en episode i sommeren 1944, hvor en tysk soldat opbragt og harmdirrende havde forladt forretningen, efter at Valdemar Petersen havde nægtet at sælge ham det, han bad om. Derudover havde Valdemar Petersen nægtet at udføre elinstallationer ved anlægsarbejdet af Beldringe Flyveplads. Det var muligvis episoder som disse, der gør, at Petersen på et tidspunkt kom i Gestapos kartotek over drabsemner – det såkaldte A-Kartei, der blev udarbejdet af Gestapo-ledelsen på Husmandsskolen. Efter krigen fortalte den tidligere leder af Gestapo, F. Dohse , at Valdemar Petersen var opført i kartoteket.  

Drabet foregik på følgende måde: mandag den 19. februar 1945 kørte de tre medlemmer af Petergruppen, danskeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen og de to tyskere, Poul Lensing og Kurt Heel ud til Middelfarvej 55, hvor Valdemar Petersen havde sin forretning i stueetagen i den treetagers høje, røde boligblok. Ingen af de tre kendte Petersen eller vidste hvorfor han skulle dræbes. Da de ankom til forretningen, lod de bilen – en blå Opel Olympia – holde på den modsatte side af gaden. Poul Lensing blev siddende i den, mens Bothildsen Nielsen og Kurt Heel gik ind i forretningen. Valdemar Petersen stod lænet over disken og læste i en avis. Der var ikke andre i forretningen. Bothildsen Nielsen spurgte ham, om han var Valdemar Petersen, hvilket han bekræftede. Derefter rettede både Bothildsen Nielsen og Kurt Heel deres pistoler mod ham og affyrede fire-fem skud. Valdemar Petersen styrtede om bag disken, dræbt på stedet, hvorefter de to gerningsmænd straks forlod forretningen og gik over vejen, idet de truende rettede deres pistoler mod folk, der havde hørt skuddene. Herefter satte de sig ind i bilen og kørte til Husmandsskolen.

Historiens Hus

Odense Kommune
Stadsarkivet

Klosterbakken 2
5000 Odense C

Tlf: 65 51 10 30

Historienshus@odense.dk