Intet portræt

Ulrik Dircks

Født: 23.11.1900 i Rønne.

Død: 9.11.1944 i Odense.

Bopæl: Bangs Allé 7, Fruens Bøge.

Provisor ved Svaneapoteket Ulrik Dircks blev den 9.11.1944 skudt ned foran sit hjem af medlemmer af Petergruppen. Efter krigen viste det sig, at han var blevet skudt ved en fejltagelse, idet Petergruppen egentlig skulle have dræbt en anden fra Svaneapoteket.

Biografi

Ulrik Dircks stammede fra Rønne på Bornholm og var søn af læge Peter Dircks og hustru Maren Sophie Olesen. Ulrik Dircks uddannede sig til farmaceut, og på et tidspunkt flyttede han til Odense og fik ansættelse på Svaneapoteket, hvor han fungerede som førstemand, lige under chefen O. Helweg Mikkelsen.

Efter sin død blev Ulrik Dircks af Fyens Stiftstidende beskrevet et udpræget familiemenneske (Dircks var gift og havde en datter). ”Han var et fint og kultiveret menneske, der med sit elskværdige væsen og livfulde sind var afholdt af de mange odenseanere, han i tidens løb kom i berøring med. Hans hjælpsomhed og iver for at tjene sine medmennesker på bedste måde var ret enestående”.
Dircks var ikke kun kendt for sit arbejde på Svaneapoteket. Han interesserede sig også indgående for litteratur og var meget belæst. Han skrev adskillige artikler og anmeldelser i Fyens Stiftstidende, til hvis medarbejderstab han tilhørte i en årrække. Desuden skrev han en række underholdende naturskildringer under pseudonymet ”Mr. Holland”.
Ulrik Dircks blev clearingdræbt af Petergruppen, men drabet på ham adskiller sig fra Petergruppens foregående drab i Odense. Indtil da havde alle gruppens drab og drabsforsøg i byen nemlig været rettet mod førende forretningsfolk og kendte personligheder i byen. Derfor virker det også troværdigt, når en af Petergruppens drabsmænd, Kaj Henning Bothildsen-Nielsen, efter krigen fortalte, at det var en fejl, at Dircks blev skudt. Det var derimod Dircks’ chef, O. Helweg Mikkelsen, som skulle have været skudt.
Misforståelsen opstod angiveligt, fordi terrorgruppens medlemmer ikke vidste, hvordan Helweg Mikkelsen så ud, men udelukkende måtte støtte sig til en personbeskrivelse, som Wolfgang Söhnlein fra Husmandsskolen havde givet dem. Og det var blevet planlagt, at han skulle skydes, når han forlod apoteket på cykel – og altså ikke ved hans privatadresse.
Derfor skete der det, at to af Petergruppens medlemmer fulgte efter Ulrik Dircks, da han sidst på eftermiddagen forlod Svaneapoteket. Da han nærmede sig sit hjem på Bangs Allé 7 i Fruens Bøge, blev Dricks klar over, at han blev forfulgt og begyndte at løbe, men folkene fra Petergruppen indhentede ham og skød ham i baghovedet.
Dircks mistede livet som led i en større terrorturné, der var planlagt af Petergruppens ledelse i København, Otto von Bovensiepen og Horst Issel, og som udover Odense også inkluderede aktioner i Aalborg, Randers, Aarhus, Vejle, Esbjerg og Svendborg. Terrorturnéen var blevet iværksat som gengældelse for de sabotager og likvideringer, den danske modstandsbevægelse havde gennemført.

Historiens Hus

Odense Kommune
Stadsarkivet

Klosterbakken 2
5000 Odense C

Tlf: 65 51 10 30

Historienshus@odense.dk