Svend Børge Rasmussen

Svend Børge Rasmussen

Født: 16.2.1920 i Svinninge.

Død: 19.9.1944 i Odense.

Bopæl: Drewsensvej 19.

Reservepolitibetjent Svend Børge Rasmussen blev dræbt den 19.9.1944 i forbindelse med tyskernes aktion mod det danske politi. Han stod vagt uden for politistation på rådhuset og blev ramt af en kugle, da tyske soldater stormede bygningen.

Biografi

Svend Børge Rasmussen blev født i Svinninge, Tuse Herred, Holbæk Amt. Kort før han blev født, havde hans forældre mistet tre af deres børn til Den spanske syge.
Som ung mand gik Svend Børge Rasmussen i malerlære og arbejdede nogle år som svend. Under besættelsen besluttede han sig imidlertid for at søge ind for politiet.
Den 1.12.1942 blev han ansat som reservepolitibetjent og blev stationeret på Rigspolitichefens kaserne i Vejle. Senere forrettede han tjeneste ved jernbanebevogtningen i Fredericia og herefter hos udrykningstjenesten i Odense.
I sit private virke var Svend Børge Rasmussen en kendt sportsmand og spillede bl.a. fodbold på OB’s 1. divisionshold. Mens han var stationeret i Fredericia i sommeren 1943, spillede han for udvalgte hold, blandt andet for KFUM.
Han blev dræbt under tyskernes angreb den 19.9.1944, mens han stod vagt uden for politistationen på rådhuset. Hans begravelse fik et skær af national manifestation og uudtalt protest mod tyskernes aktion.

Historiens Hus

Odense Kommune
Stadsarkivet

Klosterbakken 2
5000 Odense C

Tlf: 65 51 10 30

Historienshus@odense.dk