Under 2. verdenskrig blev Danmark ikke som andre europæiske lande udsat for voldsomme kollektive repressalier såsom gidseltagninger, massehenrettelser, afbrændinger af byer og deportationer af mindre samfund.
Til gengæld blev Danmark udsat for en ganske særlig form for tysk terror – nemlig den såkaldte ”modterror”, hvor modstandsbevægelsens sabotager og likvideringer blev besvaret i form af anonyme bombesprængninger og drab.
På grund af den danske modstandsbevægelses drab og overfald på tyske soldater i kølvandet på Augustopgøret i 1943 forlangte Hitler ”modterror” indført i Danmark.
I stedet for gidselnedskydninger, som Hitler blot mente skaffede modstandsbevægelsen martyrer, forlangte han anonyme drab på modstandskampens ”åndelige bagmænd”.
Det resulterede i den tyske modterror, hvis begyndelse traditionelt bliver fastsat til et møde den 30. december 1943 i Hitlers daværende hovedkvarter i Østpreussen, Ulveskansen. Det første offer for modterroren var den kendte præst, digter m.m., Kaj Munk, der blev myrdet den 4. januar 1944,
Gruppen, der stod bag hovedparten af terrorhandlingerne, gik under navnet Petergruppen. Den blev i begyndelsen ledet af Otto Schwerdt, som havde dæknavnet Peter Schäfer, deraf navnet Petergruppen, og den bestod af både tyske og danske SS-folk.
Frem til kapitulationen udførte Petergruppen over 90 drab og snesevis af bombesprængninger, og fra oktober 1944 til februar 1945 lavede gruppen også attentater mod passagertog i Jylland, hvorunder mere end 20 danskere blev dræbt og mange såret.
Nedskydningerne af ofrene blev betegnet som clearingdrab, og dermed blev det signaleret, at drabene var gengæld (eller afregning) for modstandsbevægelsens likvideringer og sabotager. Bombesprængningerne blev af den danske befolkning betegnet som ”schalburgtager”, fordi man fejlagtigt troede, at det var det danske, nazistiske Schalburgkorpset, som stod bag sprængningerne. Der var dog den sandhed i det, at flere af Petergruppens danske medlemmer blev rekrutteret fra dette korps.
Ofrene og målene for den tyske modterror blev i reglen udvalgt fra København af inderkredsen omkring Otto Bovensiepen i det tyske sikkerhedspoliti og afstemt med den rigsbefuldmægtigede Werner Best. Ofrene blev efter Kaj Munk-drabet i stigende omfang ukendte danskere, idet udvælgelseskriteriet primært blev geografisk: Blev en tysker skudt ned i Odense, myrdede tyskerne en fremtrædende odenseaner til gengæld.
I løbet af 1944 blev udvælgelsen af terrormålene mere decentral, hvorfor cheferne for de regionale Gestapo-hovedkvarterer, f.eks. på Husmandsskolen i Odense, blev draget ind i modterroren.
Allerede i december 1943 var den lokale Gestapoleder, Kurt Guttmann, blevet beordret til at oprette to kartoteker – ”A. og B. Kartei”. I ”A. Kartei” skulle der optages personer fra hele Fyn, som kunne betegnes som ”personligheder”, og som på den ene eller anden måde måtte formodes at stå modstandsbevægelsen nær. I ”B. Kartei” blev optaget personer, som kunne betegnes som indflydelsesrige. Efter at Guttmann havde udarbejdet kartotekerne i januar 1944, blev genparter sendt til ledelsen i København. Over 50 personer opført i disse kartoteker.
Meningen med at oprette kartotekerne var oprindeligt, at i tilfælde af invasion skulle de anførte personer anholdes, og nogle af dem sendes videre til Tyskland. Kartotekerne kom imidlertid til at fungere som terroremner for Petergruppen.
I foråret 1944 blev Odenses Gestapoleder af Otto Bovensiepen beordret til at stille kartotekerne til rådighed for Petergruppen, når den kom til Fyn for at udføre drab. Desuden blev ”A. og B. Kartei” supplereret med lister over bombemål, der var inddelt i fire kategorier: Fabriksvirksomheder, forretninger (herunder bladhuse), hoteller og restauranter. Kartotekerne og listerne blev opbevaret i en boks, hvortil kun Guttmann havde nøgle
I Odense stod Petergruppen bag 14 drab, seks drabsforsøg og 27 bombesprængninger i løbet af blot 13 måneder.
Det første attentat fandt sted den 3. marts 1944, hvor Petergruppen efter et mislykket drabsforsøg på adjunkt Niels Foged på Aarestrupvej udførte et bombeattentat mod politistationen. Reservebetjent Charles Børge Johansen blev dræbt under attentatet og en kollega blev såret.
Petergruppen var yderligere 13 gange i Odense for at udføre terror. Blandt andet stod gruppen bag sprængningen af Odinstårnet den 14. december 1944, og i februar 1945 udførte gruppen en af besættelsens mest brutale aktioner, som kostede syv mennesker livet, mens store dele af Odense midtby blev bombesprængt.