Modstandsfolkene blev i begyndelsen ofte betragtet som ”terrorister”, men endte med at blive helte og martyrer. I eftertiden er modstandsbevægelsen blevet fremstillet som en homogen bevægelse, men dens aktører havde ofte forskellige interesser og bevæggrunde for at tage del i kampen. Alle risikerede dog at blive fængslet, tortureret, deporteret eller blive dræbt.

                      Det var de politiske yderfløje, der var pionererne i modstandskampen. Men i slutningen af besættelsen skete der en form for demokratisering af modstandsbevægelsen ved, at flere politiske grupperinger og sociale grupper blev en del af den.

                      Modstandskampen i Odense fulgte i store træk de samme linjer som i de øvrige danske byer: Det begyndte med illegal bladproduktion og -distribution, herefter begyndte den organiserede sabotage – først som brandsabotager og fra 1943 med sprængstof. Efter samarbejdspolitikkens fald den 29. august 1943 skete de første likvideringer af danskere, der samarbejdede med tyskerne. De forskellige modstandsorganisationer etablerede også de første militærgrupper, der holdt sig klar til senere deciderede krigshandlinger. I begyndelsen af 1944 blev de forskellige modstandsorganisationer samlet under en fælles ledelse, Fynsledelse, mens Odense og kystbyerne desuden fik byledelser. Under den fælles ledelse blev militærgrupperne samlet og udbygget – nu sammen med hærens folk, der var blevet afvæbnet den 29. august 1943. Samtidig blev modstandsbevægelsen udbygget med organiserede flugtruter og kurertjeneste, og fra sommeren 1944 fik man organiseret modtagelse af våben, der blev kastet ned over Fyn. Mange af militærgrupperne blev i de følgende måneder involveret i våbennedkastninger. Sideløbende fortsatte sabotage- og likvideringsgrupperne deres aktioner. Efter 19. september 1944 fik modstandsbevægelsen også tilgang af politifolk, som var gået under jorden, og nogle af disse blev involveret i modstandsbevægelsens efterretningstjeneste.

Den organiserede modstandskamp i Odense blev påbegyndt af kommunisterne. Fra sommeren 1942 begyndte de at producere og distribuere deres eget illegale blad og lave sabotager.

Få måneder senere dannede en gruppe unge mennesker en modstandsgruppe, som kan betegnes som Odenses pendant til Aalborgs berømte ”Churchill-Klub”. Gruppen gennemførte i 1942-43 en række sabotager, inden den blev revet op af dansk politi.

I denne tidlige fase af modstandskampen fungerede den danske regering fortsat, og derfor var modstanden mod besættelsesmagten også et angreb på den officielle samarbejdslinje. Det var derfor dansk politis opgave at forhindre disse illegale aktiviteter med arrestationer og fængslinger.

Da samarbejdspolitikkens faldt i august 1943, var de arresterede modstandsfolk pludselig i en mere udsat position. Tre af dem, der var blevet arresteret af dansk politi før den 29. august 1943, nemlig Jens Albert Andersen, Hans Jørgen Andersen og Orla Henriksen, døde senere i tysk fangenskab. Også Ivan Adriansen, der så sent som den 10. oktober 1943 blev arresteret af dansk politi, blev udleveret til Gestapo og sendt til tyske kz-lejre, hvor han forsvandt.

De øvrige ofre fra den odenseanske modstandsbevægelse mistede livet i kamp med tyske eller danske nazister under aktioner eller i tyske kz-lejre, efter at de var blevet arresteret af Gestapo, som ofte var afhængig af informationer fra danske hjælpere.

Efter krigens afslutning fik modstandsbevægelsen og dens ofre en fremtrædende plads i den danske mindekultur om besættelsen. F.eks. besluttede regeringen i 1965, at de faldne modstandsfolks grave på landets kirkegårde skulle fredes.