Efter politiets arrestation den 19. september 1944 gennemførte nazisterne en række arrestationer og deportationer af såkaldte asociale og vanekriminelle i Danmark. Det skete for at bekæmpe den stigende kriminalitet.
Begreberne asociale og vanekriminelle var flydende, og det var lidt tilfældigt, hvem der blev anholdt. Det var en meget broget gruppe.
Betegnelsen asocial blev brugt i både Danmark og Nazityskland, men der var alligevel forskel på, hvordan man forsøgte at løse ”problemet”. En asocial var den gængse betegnelse for en person, der skilte sig ud fra det almindelige. Det var f.eks. alkoholikere, subsistensløse, arbejdsløse eller homoseksuelle. Vanekriminelle kunne f.eks. være personer med flere domme for tyverier.
I 1930’ernes Danmark var man meget optaget af arvelighedslære og racehygiejne – altså forestilling om, at nogle mennesker (racer) er mere levedygtige og -værdige end andre, og at man ikke bør blande racer. Man steriliserede f.eks. åndssvage, svagt begavede og unge kvinder med et aktivt sexliv uden for ægteskabet, og derfor frygtede man, at de ville ødelægge befolkningen, moralen og sædeligheden – og lade udgifter til den sociale forsorg vokse.
I Nazityskland gik man langt videre med disse ideer. Det endte med masseudryddelse af først og fremmest jøder, men også af andre grupper som f.eks. romaer (sigøjnere). I 1930’erne forsøgte nazisterne at løse ”problemerne” med ”degenererede individer” ved hjælp af fængslinger og koncentrationslejre.
I 1939 tog nazisterne skridtet videre og påbegyndte en decideret udryddelse af handikappede og asociale. Alene i det Tredje Rige blev ca. 70.000 dræbte frem til 1941. Drabene fortsatte i de tyskbesatte områder.

Ideerne bag aktionerne mod de asociale og vanekriminelle i Danmark gik altså tilbage til 1930’erne. Konkret var det dog tyskernes beslutning om at opløse det danske politi den 19. september i 1944, der udløste aktionen. I tiden frem til januar 1945 blev mindst 421 asociale og vanekriminelle arresteret ved razziaer i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Kolding.
Den 6. oktober 1944 fandt en stor razzia sted i Odense. Nogle dage forinden havde chefen for Gestapo i Odense, Kurt Alfred Guttmann, modtaget en skrivelse fra den øverste tyske ledelse i København om, at alle ”vane- og erhvervsforbrydere” i Odense – dog kun mandlige – skulle anholdes og overføres til fangelejren Frøslev tæt på grænsen til Tyskland.
Guttmann udvalgte på baggrund af beslaglagte registraturer over dømte kriminelle fra det danske politi en række personer med flere domme bag sig, heriblandt seksualforbrydere. Efterhånden fandt Gestapolederen frem til ca. 50 mænd, der opfyldte kriterierne, hvorefter han udarbejdede en liste med angivelse af navn og bopæl.
Under aktionen blev 25 odenseanere arresteret og kørt til Gestapos hovedkvarter på Husmandsskolen i Tarup. Efter afhøringerne blev fem af dem løsladt igen. Resten blev sendt til Frøslevlejren og blev siden deporteret til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg.
Gestapo foretog i den følgende tid flere arrestationer. I alt seks asociale og vanekriminelle fra Odense mistede livet i tyske koncentrationslejre.

De overlevende vendte hjem til Danmark med de samme fysiske og psykiske skader som andre tidligere kz-fanger, men fordi de var blevet deporteret som asociale og vanekriminelle, blev de behandlet anderledes. De blev i udbredt grad ”glemt” og blev ikke en del af mindekulturen.
Også økonomisk var de anderledes stillet. I 1945 blev der udarbejdet en lov om erstatning til personer, som var blevet sendt til tyske koncentrationslejre, fængsler og tugthuse. Loven blev dog lavet, så det var svært for de asociale og vanekriminelle at få del i midlerne. På landsplan fik 78 % af de personer, der blev betragtet som asociale og vanekriminelle, afslag på ansøgning om erstatning. Først i 1980’erne blev de anerkendt som ofre for nazismens terror og fik mulighed for at søge erstatning – men der var det i mange tilfælde for sent. De var allerede afgået ved døden.