Efter den tyske besættelse af Danmark valgte regeringen at styrke politiet. Fra 1940 til 1943 blev der på landsplan ansat yderligere 5.500 betjente, og i 1943 blev der etableret en tungt bevæbnet udrykningstjeneste på 3.000 betjente. De mange nye betjente skulle tage sig af interne danske forhold, og det skete med tyskernes viden og accept.
Men i september 1944 så tyskerne anderledes på sagen: Krigslykken var vendt, og man frygtede en allieret invasion af Danmark. Derfor blev det danske politikorps nu opfattet som en trussel og mulig støtte for de allierede.
Fra april 1940 til september 1944 måtte det danske politi balancere mellem regeringen, tyskerne og befolkningen. Politiet var afgørende for samarbejdspolitikkens succes, da dens overlevelse afhang af, at der var ro og orden i landet. Det var derfor afgørende, at politiet havde held med at bekæmpe enhver form for modstand. Men samtidig var politiet afhængig af, at befolkningen bakkede op om samarbejdspolitikken, for i modsat fald ville man blot fungere som nazisternes forlængede arm.
Samarbejdslinjen og politiets balancegang fungerede bedst i besættelsens første år, da der kun var få illegale aktiviteter. På dette tidspunkt var der også stor folkelig opbakning til samarbejdspolitikken.
Men i sommeren 1941 begyndte de første sprækker at vise sig. Med det tyske angreb på Sovjetunionen den 22.6.1941 fulgte et tysk krav til dansk politi om at arrestere ledende danske kommunister. Det gjorde politiet, ja det arresterede faktisk flere, end tyskerne havde krævet. To måneder senere forbød Folketinget Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og kommunistisk virksomhed. Forbuddet betød flere arrestationer. Der var dog stadig stor opbakning til samarbejdslinjen.
Politiets vilkår blev dog stadig vanskeligere. Kommunisterne begyndte at lave illegale blade og sabotager, og i 1942-43 gik andre politiske grupperinger og organisationer også aktivt ind i modstandskampen. Men særligt i forhold til bekæmpelsen af kommunisterne satte politiet mange ressourcer ind. I Odense blev der foretaget massevis af arrestationer, og på et tidspunkt i foråret 1943 samarbejdede kriminalpolitiet og de tyske myndigheder om udveksling af rapporter. Omvendt var der også politifolk, der på eget initiativ tilsluttede sig en af de borgerlige modstandsgrupper.
Under augustoprøret 1943 blev politiets svære rolle for alvor udstillet. Den danske befolknings tilslutning til samarbejdspolitikken var dalet, mens sympatien for modstandslinjen voksede. Politiet stod pludselig i et modsætningsforhold til befolkningen under urolighederne.
Den 29. august 1943 brød samarbejdspolitikken definitivt sammen, og tyskerne (Gestapo) overtog nu helt og holdent bekæmpelsen af den danske modstandsbevægelse.
Det danske politi overlevede samarbejdspolitikkens fald, men deres rolle var uklar, hvorfor situationen blev mere og mere uholdbar, og den 19. september 1944 valgte tyskerne at opløse det danske politi, da man frygtede, at politiet ville falde dem i ryggen, hvis de allierede invaderede Danmark (sådan som det var sket i Normandiet i juni 1944). Særligt den tungt bevæbnede udrykningstjeneste på 3.000 betjente gav anledning til tysk bekymring.
Odense Politi bestod på det tidspunkt af 240 betjente – 196 fra ordenspolitiet og 44 fra kriminalpolitiet. 130 af betjentene blev arresteret og bragt til henholdsvis Jernbanegades Skole og Vestre Skole. Efter nogle dage senere blev 110 af betjentene ført til Frøslevlejen ved den dansk-tyske grænse, hvorfra de 89 efter et kortere ophold kom til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg og videre til koncentrationslejren Buchenwald nær Weimar. Her mødte de 18 kolleger, der havde været på kursus på Politiskolen i København og var blevet arresteret og siden deporteret direkte til Buchenwald.
I Buchenwald døde ca. 60 danske politifolk, heraf fire fra Odense, nemlig Svend Aage Schaldemose-Nielsen, Mogens Frost, Arne Harald Nielsen og Otto Julius Nielsen.
I december 1944 fik de deporterede danske betjent status som krigsfanger og blev forflyttet til krigsfangelejren Stalag IV B nær Mühlberg (nord for Dresden). Her døde i marts 1945 endnu en odenseansk politimand, nemlig Ernst Peter Sofus Madsen.
I april 1945 blev de overlevende danske betjente reddet hjem med De hvide busser.