Oluf Valdemar Kristian Andersen arbejdede som nitter på Odense Staalskibsværft og kom den 18.9.1943 kl. 5 om morgenen cyklende langs kajen på vej til arbejde. Idet han nærmede sig porten, blev han anråbt af en tysk vagtpost. Hvad der herefter skete, er der forskellige opfattelser af: En går på, at Andersen stod af cyklen og gik over mod vagtposten for at vise ham sin passerseddel; en anden siger, at Andersen blot kørte videre, fordi han på grund af nedsat hørelse ikke kunne høre vagtpostens anråb. Under alle omstændigheder resulterede Andersens handling i, at den tyske vagt skød mod ham, og han blev hårdt såret og døde samme dag på Odense Amts og Bys Sygehus. Drabet fik et dramatisk efterspil, idet lokale modstandsfolk dagen efter hævnede det ved at nedskyde en tilfældig tysk underofficer i krydset ved Mageløs-Vestergade. Drabet på underofficeren førte til gengæld til, at tyskerne valgte at straffe hele Odense by kollektivt med en bøde på 1 million kroner.