Arbejdsmand Mogens Skov var tilknyttet den kommunistiske organisation i Odense og var involveret i distribution af illegale blade. Den 29.11.1943 blev han anholdt på sin bopæl af Gestapo, som under ransagningen fandt illegale blade. Efterfølgende blev han sigtet for kommunistisk virksomhed og blev den 19.12.1943 deporteret til koncentrationslejren Sachsenhausen. Herfra blev han i juli 1944 sammen med bl.a. Ivan Adriansen overført til koncentrationslejren Buchenwald. I januar 1945 blev begge sendt til udelejren Langenstein-Zwieberge (ved Halberstadt nordvest for Leipzig), hvor de sammen med flere tusinde andre fanger fra europæiske lande var indsat i produktionen af Junckers bombefly. Arbejdet foregik i tunneller under jorden. Det hårde arbejde kombineret med dårlig kost og dårlige sanitære forhold resulterede i en meget høj dødelighed. Efter januar 1945 findes der ingen oplysninger om Mogens Skov. Det formodes, at han ligesom Ivan Adriansen mistede livet under den dødsmarch, der blev påbegyndt den 9.4.1945.