Statue af J. Christmas Møller ved soldaterhjemmet Dannevirke
Statuen er lavet af J. Gudmundsen-Holmgreen (1895-1966). Den blev afsløret i 1951.
Christmas Møller var valgt til Folketinget for de konservative i Odense Amtskreds i årene 1920 til 1941. Efter tysk pres måtte han træde tilbage fra den ministerpost, han havde haft siden efteråret 1940. Et år senere måtte han nedlægge sit mandat. I vinteren 1941/42 var han medstifter af Frit Danmark. I april 1942 flygtede han til England via Sverige. Her opfordrede han over BBC til væbnet kamp mod besættelsesmagten. Han blev udenrigsminister i befrielsesregeringen. I 1947 opstillede han som løsgænger på grund af uoverensstemmelser med sit parti om Sydslesvig. Han blev ikke valgt og meldte sig kort tid efter ud af partiet.