Kildebank: Erindringer

Kruuse, Karen

Omkring 1990 blev der lavet en række interviews med odenseanske kvinder, der enten selv var aktive eller hvis mænd var aktive i modstandsbevægelsen. Karen Kruuse var blandt disse kvinder. Hun var gift med modstandsmanden Ejnar Kruuse, der var læge og medlem af modstandsbevægelsens Fynsledelse som repræsentant for kommunisterne. I 1944 måtte familien, der talte tre mindre børn, gå under jorden hos en gårdejer i Sødinge på Midtfyn. Siden flyttede familien lidt rundt, men i foråret 1945 vendte den tilbage til Odense.

Besøg af tyskerne

Det lykkedes Ejnar at skaffe os en lejlighed i Ejby ved Odense. Vi blev kørt til Fyn den 20. februar 1945, den dag fire læger blev skudt på Odense Sygehus. Det fik vi at vide af chaufføren, da vi kørte over Lillebæltsbroen.
Det gik mig frygtelig nær, for jeg anede jo ikke, hvem det var. Og vi havde så mange venner og kontakter på sygehuset. Jeg sad og rystede i bilen og tænkte: “Hvem er ramt?” Jeg var et helt vrag, inden vi nåede frem.
Lejligheden var en del af en meget smuk, firlænget gård. Gården hed Grevenlund [Aasum Sogn], og lejligheden var stillet til modstandsbevægelsens disposition af et nygift ægtepar, der aldrig nåede at benytte den. De var nemlig blevet gift lige omkring den 29. august 1943, og manden, der var kaptajn i den danske hær, måtte flygte til Sverige.
Det var en fornem og yderst fint istandsat lejlighed, så jeg formanede børnene, at de ikke måtte ridse i bordet. Jeg så kun fruen en enkelt gang. Hun stak lige hovedet ind og sagde: “Jeg skal bare lige se, hvem der bor her nu”, og så gik hun igen.
Jeg havde ikke ret mange penge og kunne jo ikke klare mig uden kontanter. Jeg så Ejnar fire-fem gange i løbet af den tid, og han gav mig penge og rationeringsmærker.
Ejnar havde tre-fire forskellige illegale bopæle, hvor han havde noget forskelligt tøj liggende, så han kunne skifte til en ny forklædning. Et af stederne lå på Drewsensvej, et andet i Benediktsgade. Dér havde vi den aftale, at jeg ikke skulle ringe på, hvis ruderne var smadret. Hvis han blev taget, ville han smide en krukke ud ad vinduet, og så skulle jeg ikke gå ind, for måske sad der Gestapofolk og ventede.
En gang havde jeg været inde ved Ejnar om natten og tog derfra igen tidligt om morgenen. Jeg cyklede hjem til Grevenlund – en skøn martsdag – og snakkede selvfølgelig først lidt med ungerne. Så gik jeg ud for at hugge noget kvas til komfuret. Pludselig kørte to biler op ved porten, og en flok tyske soldater hoppede ud med maskinpistoler. En meget stor officer og en dansk tolk, som så rigtig modbydelig ud, kom hen til mig og spurgte efter Hans Muus – og de kendte også hans dæknavn. Jeg tænkte: “Så, nu ramler hele balladen. Nu river de hele Fynsledelsen op!”
Det var Ejnars mening at cykle til Grevenlund om eftermiddagen. Det var længe siden, han havde set børnene, så han håbede at få et glimt af dem, mens de legede i gården. Derfor blev jeg frygtelig nervøs, da tyskerne dukkede op.
Den tyske officer undersøgte huset. Han trak et par skuffer ud, og et sted lå der en engelsk læsebog, og ellers var der ikke noget. Han spurgte, hvor vi kom fra, og jeg sagde, at jeg ikke havde boet der så længe, men at jeg kom fra Kolding. “De ved jo selv, hvor mange boliger der er beslaglagt i Kolding”, sagde jeg. Så sagde han ikke mere til det. Han gik lidt rundt i stuen: “Ganz nett hier” – det passede ham udmærket med en sølvstanderlampe med silkeskærm, fine møbler og kamin.
Officeren gik videre ind i soveværelset, hvor Thomas lå og sov, for han havde kastet op om natten. Så sagde jeg: “De er vel nok så venlig at tage hensyn til den lille dreng, for han er syg”. Officeren gloede på mig, og tolken så også ganske mærkværdig ud, så jeg må ikke have været så bange. Han ruskede i en dør inde i soveværelset, men den var låst. “Hvad er der derinde?” Det vidste jeg ikke, sagde jeg, for vi havde ikke boet der så længe.
Vi gik udenfor for at gå den anden vej ind, gennem stalden. Og ude i stalden stod en vidunderlig bil parkeret. En åben, elegant vogn, som tilhørte kaptajnen. Jeg kunne se lys i øjnene på den tyske officer – og så havde jeg pludselig ingen interesse mere. Han var ret ligeglad med mig, og jeg var klar over, at nu var jeg reddet.
Han gik videre ind i karlekamrene, og i et af dem lå 25 eller 50 tyske cykeldæk. De var selvfølgelig gemt af modstandsbevægelsen til uddeling. Officeren spurgte mig ud om cykeldækkene, men jeg sagde, at jeg ikke kendte noget til dem, fordi jeg kun havde lejet lejligheden. Men efter han havde set kaptajnens bil, var han helt holdt op med at fungere – der var kun bil i øjnene på ham. Han var tilsyneladende ligeglad med resten og gik ud i gården igen.
Jeg kiggede på tyskernes to biler for at se nummeret på dem. I den ene bil sad der en civilperson, og han så aldeles forskrækket ud. Det var direktør Bojesen, som vistnok var i familie med Hans Muus. Jeg erfarede siden hen, at han havde et benzindepot, som var blevet tømt af modstandsbevægelsen om natten. Så tyskerne havde taget direktøren og haft ham i forhør, og han havde åbenbaret adressen, fordi han vidste, at dér boede Hans Muus i hvert fald ikke mere. Så han var jo dybt rystet over at se mig, men han havde handlet i god tro. Der skete heller ikke andet, end de kørte igen.
Men jeg fór ind til Helga og sagde: “De er ude efter Fynsledelsen, og jeg må ind til byen og advare Ejnar med det samme”. Jeg måtte advare ham, for hvis han var i live, ville han komme om eftermiddagen for at se børnene.
Jeg tog en nervepille, hvad jeg ellers aldrig gjorde, og det var minsandten så besværligt at cykle, når man havde fået sådan en beroligende pille. Jeg cyklede en ordentlig omvej, helt ud om Fraugde, fordi jeg var bange for, at der var gadespærringer eller andet på Nyborgvej.
Der var ingen smadrede ruder i lejligheden i Benediktsgade. Alligevel turde jeg ikke gå derop, for vi havde haft en ven, der var blevet taget, netop fordi de sad og ventede på ham. I stedet tog jeg over til Valdemar Juul i Istedvænget og sagde, at de måtte advare “Philip” – det var Ejnars dæknavn – med det samme. Men det var ikke så nemt, for han havde mange aftaler hver dag. Der gik lang tid, før de endelig fik fat i ham.
Omsider kom han ud til Valdemar Juul, og da han så mig, sagde han lige så forundret: “Hvorfor er du her?” Jeg forklarede, hvad der var sket, og at jeg var sikker på, at de ville komme tilbage igen i dag.
Vi fik fat i en lægekone ude fra sygehuset, og hun cyklede ud til Ejby for at sondere terrænet. Da hun kom tilbage, kunne hun fortælle, at gården var fuld af biler. Så var vi klar over, at ingen af os skulle derud.
I en af længerne på gården boede en jernbanearbejder, som havde en datter, der var ansat på statsbanernes kontor. Vi ringede til hende og bad hende om at cykle til Grevenlund for at give Helga besked om, at vi ville prøve at hente hende og børnene den følgende formiddag. Helga var selvfølgelig meget nervøs, så hun og børnene overnattede hos jernbanearbejderen og hans kone den nat.
Næste formiddag blev de hentet af en af modstandsbevægelsens taxaer. De blev kørt til Odense, og her kom Peter til at bo hos Ejnars kusine. De to andre kom ned til Helgas forældre i et fiskerleje på Langeland. De havde det vist vidunderligt – Marianne kan huske det stadigvæk. Helga og hendes forældre var enestående.
Der gik 14 dage, hvor jeg slet ikke så børnene. Jeg kunne ikke være andre steder end hos Ejnar i hans illegale lejlighed. Vi søgte med lys og lygte efter et logi. Læge Tage Hølund på sygehuset var evakueringschef – han skaffede boliger til folk, der trængte til at komme hurtigt hjemmefra.
Han fandt en vidunderlig bolig til os hos Erik Andersen ved Bogense. Han havde en stor gård, der hed Lundsgård, og vi blev installeret i et aftægtshus ved gården. […]

Madsen, Sigurd

Sigurd Madsen (1912-87) overtog i 1942 en mindre landbrugsejendom på Hedager i Lumby Sogn, hvor han som nygift flyttede ind. Sigurd Madsens erindringer blev nedskrevet som et led i korrespondancen med Johannes Wendt-Larsen. Her fortæller Sigurd Madsen om, hvordan der var at være nabo til Beldringe Flyveplads under besættelsen.

Den 5. maj 1945

Til slut vil jeg fortælle om den uforglemmelige 5. maj 1945, sådan som jeg kom til at opleve den.
Først må jeg omtale min bedste ven fra ungdomsårene i Elholm Friskole, Dorin Andersen. Dorins afdøde far havde været politibetjent, og det var Dorins højeste ønske at følge i sin fars fodspor, men desværre blev han kasseret som soldat, så en fremtid som betjent syntes helt afskrevet.
Kort efter besættelsen blev der brug for flere betjente, og en ny ansøgning blev indsendt. Denne gang var lykken med ham, og han blev antaget. Han var da omkring 30 år og var gift med en pige fra Allesø. De fik en lejlighed på Klostervej i Odense, og fremtiden tegnede lyst for det unge par. Den 19. september 1944 brast drømmen, da tyskerne arresterede det danske politi, deriblandt Dorin Andersen. Han blev sammen med andre betjente sendt til en koncentrationslejr i Tyskland. Hans skæbne var tit i mine tanker, og derfor var jeg fast besluttet på at tage imod ham, når han kom hjem. Den 5. maj 1945 var han derfor med det samme i mine tanker.
Min gode ven Aksel Rasmussen fra Dalsgaard mødte op hos mig og ville have mig med på cykel til Odense, fordi han var sikker på, at englænderne den dag ville komme til Odense, og den oplevelse ville han ikke undvære. Da min bror Aage også ville med, blev vi i alt tre, der tog af sted, efterladende urolige familiemedlemmer.
Ved ankomsten til Odense valgte vi at parkere cyklerne i en cykelstald ved Nørregades Rutebilstation, som dengang lå nær ved Odense Banegård og Nørrebros tunnel. Aksel mente, at det bedste sted at vente ville være på selve banegården, mens jeg syntes, det var vigtigere at tage imod min ven Dorin, som jeg troede ville komme hjem samme dag. Et besøg hos Dorins kone, Martha, afslørede imidlertid, at hun ikke havde hørt om en mulig hjemkomst, og hun var nervøs og oprevet, så jeg sagde hurtigt farvel. (Jeg fik lejlighed til at komme igen nogle dage senere, da Dorin kom hjem. Jeg mødte her et udhungret og forandret menneske, der døde forholdsvis kort efter sin hjemkomst). Da jeg var kommet uden for lejligheden, lød der pludselig larm og løben på trappen i ejendommen. Det viste sig at være frihedskæmpere, der foretog arrestation af tyskervenlige danskere. Fra vinduet på trappen kunne jeg se, at der nede på Klostervej holdt en lastbil med andre mennesker stående med hænderne i vejret, bevogtet af flere frihedskæmpere.
På banegården fik jeg overtalt de to andre til at følge med om på Flakhaven, hvor alle arrestanterne blev samlet. Det viste sig at foregå meget værre, end jeg havde kunnet forestille mig, idet de arresterede fik en behandling, som om de alle var fundet skyldige i de værste forbrydelser. Der blev spyttet og slået på dem. Det var nedværdigende for alle parter.
Jeg var syg af væmmelse og foreslog de to andre, at vi kørte hjem med det samme. Inden vi nåede væk, blev der pludseligt åbnet ild i retning af kirketårnet på Skt. Knuds Kirke, og der opstod vild forvirring. Vi løb ad Nørregade om mod vore cykler, men vi nåede ikke længere end til Nørrebros tunnel, hvor vi blev standset af danske vagter, der forlangte en passerseddel. En sådan kunne kun udstedes af danske frihedskæmpere på Slottet, så vi skyndte os tilbage ad Nørregade til Slottet, hvor mange mennesker havde søgt ly. Efter at vi havde legitimeret os og udtrykt et enstemmigt ønske om hurtigst muligt at komme ud af Odense og hjem til Hedager, fik vi hver en passerseddel. Der opstod nu pludselig uro, og vi blev beordret i beskyttelsesrum. Vi protesterede, for nu ville vi hjem uden yderligere diskussion. Porten til slottet var i mellemtiden blevet lukket på grund af frygt for snigskytter, så vi kom ikke af sted, før faren var drevet over.
På vejen gennem Odense opstod der ingen problemer og heller ikke senere. Vi var kommet til Odense ved 9-tiden om morgenen, men nåede først tilbage til Hedager ved 23-tiden, hvor ophidselsen var stor i de enkelte familier. Men det vendtes til glæde ved at se, at vi var kommet uskadte tilbage efter at have været vidne til både glæder og sorger ved Danmarks befrielse.

Rasmussen, Svend Aage

Svend Aage Rasmussen (f. 1929) fik en omtumlet barndom og nedskrev sine erindringer for at give et enestående indblik i en svær og ustabil opvækst på Odenses skyggeside.

Kommunisterne arresteres

Jeg husker tydeligt den 22. juni 1941. Vi var altid tidligt oppe om morgenen, og nede hos bager Galle hørte jeg, at tyskerne var gået ind i Sovjet. Bageren sendte mig hjem med kaffe og morgenbrød til familien. Han vidste godt, at far og mor var kommunister. Da jeg kom hjem, havde de ikke hørt radio endnu. Far fik så travlt med at finde papirer frem og brænde dem i kakkelovnen, og lidt efter kom en af deres gode venner og fik nogle tasker med forskellige papirer og adresser med sig. Han og far forsvandt ned ad bagtrappen og kørte væk i en fart. Mor og min storesøster samt den lille på to år, Ellen, tog ud til min mormor i Andebølle, mens jeg kom tilbage til bageren, hvor jeg var i otte dage. Han var omme hos min klasselærer, hr. Ottosen, og de blev enige om, at jeg foreløbig skulle holde mig væk fra skolen, så bagerens søn Orla Galle tog sig af mig og skolesagerne.
Når jeg var i byen med brød eller oppe i Paladsteatret og sælge chokolade, mødte jeg flere af mine kammerater, især Kurt, som var min bedste ven. Også hans familie var spredt overalt. Selv sov han i en banevogn fra Sydfynske Jernbaner og spiste på Frelsens Hærs varmestue i Vindegade.
I Odense blev 10 kommunister arresteret. Blandt andet hele partiets lokalledelse, der ikke nåede at komme væk fra partikontoret, da politiet begyndte arrestationerne tidligt om morgenen – men de havde nået at få hele medlemskartoteket væk.
Mange mente, at politiet var for emsigt med at jagte kommunisterne, men det havde nok været meget værre, hvis tyskerne havde været ude at arrestere dem. Efter ca. 14 dage kom min mor og pigerne hjem igen, og far begyndte at se op til os, men i lang tid sov han ikke hjemme. Senere fortalte han mig, at han sov oppe på loftet, hvor samtlige lejere havde et pulterkammer. […]
Hver uge fik vi penge til kosten, og vor husleje blev også betalt, men jeg er ikke rigtig klar over, hvor pengene kom fra. Der havde været en eller anden om natten og smidt dem ind gennem brevsprækken.
De forskellige folk, der plejede at komme hos os, var alle gået under jorden, men jeg så flere af dem, når jeg var på Samaritanen for at spise. De gik alle ud ad bagdøren, og de, der så mig, lod alle, som om de ikke kendte mig, og det samme gjorde jeg. […]

Jul i skjul

Da vi nærmede os julen 1941, var far begyndt at være hjemme igen, og der begyndte også at komme nogle mennesker om aftenen. Når jeg åbnede døren, spurgte de, om far var færdig med deres sko, hvorefter de fik lov at komme ind. Spurgte de derimod direkte efter far, skulle jeg sige, at han ikke var der, men at jeg skulle hente min mor. Jeg lukkede så døren, og far skyndte sig op ad bagtrappen til pulterkammeret. Det var som regel nogle, der kom med illegale blade. Når de, der havde været her, var gået, gik far og mor ind i stuen, mens vi skulle blive i køkkenet. Lidt efter kom mor og sagde, at nu skulle hun ud og gøre rent et eller andet sted, men jeg var godt klar over, at hun skulle ud med blade.
Først i december fik jeg en lillesøster mere, Anne Lise, så det blev en hård tid for mig. Jeg skulle passe de to piger, så snart jeg kom hjem fra skole, og der var ikke meget tid til min plads hos bageren.
Min storesøster var blevet konfirmeret i april og var kommet ud at tjene på en gård ved Søndersø. Mor var gået helt i stå igen, og når far engang imellem var hjemme, skældte han ud over, at der ikke blev gjort rent og vasket tøj. Så kom vores farmor og var hos os i et stykke tid. Det var først flere år senere, at jeg forstod, at mor var kørt helt ned psykisk, men det kendte vi jo ikke noget til i 1941!
[…]
Lige før jul 1941 blev far arresteret og kørt ud i arresten i Albanigade. Mor var helt nede i kælderen, og politiet kom og gennemrodede hele huset, men fandt ikke noget. Jeg måtte passe min budplads hos bageren, og når jeg kom hjem fra skole, var jeg ude at sælge sprællemænd og tulipaner, der var lavet af paraffin. Folk var flinke, når jeg ringede på, men de fleste var lige så fattige som os. Kurt og jeg tog så ud i de såkaldt finere kvarterer, hvor det gik ganske godt med salget, men tit fik vi den besked, at sådan nogle proletarbørn hellere måtte gå hjem og blive klippet og få noget ordentligt tøj på.
Det, jeg kunne tjene, var dog slet ikke nok til, at vi kunne leve for det, så mor måtte gå på socialkontoret og søge om hjælp. Jeg var med dernede, men de var meget hovmodige over for mor og sagde, at det var vor egen skyld det hele, og at vi bare burde kende vor plads i samfundet og ikke blande os i noget, vi alligevel ikke havde forstand på.
Mor blev meget vred over sådan at blive overfuset, men var nødt til at tie stille, hvis hun skulle gøre sig håb om at få hjælp. Hun fik 100 kr., som skulle slå til en måned, samt penge til husleje. Mor kunne ikke styre sig, så da vi gik, sagde hun: “Farvel og tak, Deres Nåde!”. Da vi kom hjem, fortalte farmor, at der havde været en dame med et brev til mor. Det viste sig, at der lå 200 kr. i brevet med mange hilsener fra kammeraterne og ønsket om en god jul.
Den næste julegave, vi fik, var juleaftensdag, da det ringede på døren og udenfor stod far! Vi kneb alle en tåre og fik som forklaring, at politiet havde løsladt ham og flere andre, da de ikke havde fundet noget på dem. Mine forældres meget nære ven, Petra Petersen, blev også løsladt, og hun kom til at spille en stor rolle for det kommunistiske illegale blad Trods alt.
Imellem jul og nytår var jeg med far til kontrol. Han blev kaldt ind til kontrolbestyreren. Jeg gik med ind og kunne se og mærke på far, at han var meget nervøs. I andre tilfælde havde det vist sig, at folk, der havde været fængslet, fik fem ugers karantæne i tilgift. Bestyreren var dog meget flink og sagde, at vi skulle sætte os, for han havde noget at tale med far om. Han fortalte, at han og kontrollørerne havde lavet noget, som måske ikke var helt lovligt. Der var nogle stykker, som var forhindret i at møde frem til kontrol, fordi de af politiske grunde var i arrest. Kontrollørerne var derfor blevet enige om, at de havde fået deres kort stemplet! Derfor ville de alligevel få udbetalt understøttelse. Det var to ugers understøttelse samt julehjælp og brændsel. Far blev meget glad (det blev ca. 200 kr.), men de skulle gå stille med dørene! Samtidig havde han talt med vognmanden på banen, hvor far var afløser, om, at han kunne få fast arbejde med at køre banepakker ud på hestevogn. Hvis far ville have det, skulle han begynde lige efter nytår.
Far sagde selvfølgelig ja tak, og på vejen hjem gik vi så lige om til vognmand Iversen for at aftale, hvornår han skulle begynde. Det blev den 3. januar 1942, men da det var meget koldt, fik han en skindvest, foret med lammeskind, og et par træskostøvler, også foret med lammeskind, samt en banekasket i skind med øreklapper. Så var han klædt på! […]
Der blev stor glæde i det lille hjem, men det gode varer sjældent så længe. Farmor og min onkel Kaj var kommet og skulle spise med. Vi havde lige sat os til bordet, da det ringede på døren, og udenfor stod en stor og kraftig politibetjent. Han gik lige ind og hen til far og sagde: “Hvad … bilder du dig ind, Hans. Skulle du ikke melde dig på stationen kl. 13. Det var aftalen, for at du og andre blev løsladt”. Far blev noget nervøs og forklarede så, hvad han havde lavet hele dagen, men betjenten svarede: “Der er ingen undskyldninger, for vi har telefon på stationen, så du kunne have ringet, men nu skal jeg redde dig, da du ikke er gået under jorden og har fået fast arbejde. Jeg skriver, at du har været her, og så må vi have en anden aftale nu skal du på job, og så kan du ikke rende oppe hos os hver dag. Skal vi sige, at du kommer hver lørdag aften inden kl. 21?”
Far trak vejret lettet og sagde ja. For øvrigt var han kun deroppe en gang, så sagde de, at han ikke skulle komme mere. […]

Vermod, Vagner

Vagner Vermod er skrevet flere bøger om sin tid i politiet. I 1943 blev han ansat ved Odense Politi, hvor han forblev frem til 1981. Her fortæller han om sine tid ved Odense Politi i 1944.

Under jorden

Det skulle jo ende galt. Den 19. september 1944 arresterede tyskerne det danske politi. Min kammerat Børge Rasmussen, der stod vagt uden for politistationen, blev brutalt skudt ned og dræbt. Odense var en af de byer, hvor aktionen forløb mest dramatisk. De 94 mand, som var på tjeneste denne skæbnesvangre formiddag, blev anholdt af tyskerne og senere kørt til tyske koncentrationslejre. Den resterende del af den odenseanske politistyrke på 200 mand undslap.
Jeg var i den heldige situation, at jeg i tiden omkring den 19. september forrettede tjeneste i Middelfart, hvortil jeg var blevet udkommanderet på grund af uroligheder. Jeg havde haft nattjeneste og lå og sov på Hotel Melfar, da hotelejeren vækkede mig. “Så er det med at komme af sted”, sagde han. “Her i byen har de afvæbnet de politifolk, som var i tjeneste. I andre skal stille kl. 12 med jeres pistol og så har jeg en hilsen til Dem om at kontakte Gunnar Kirkegaard”.
Jeg mødtes med Kirkegaard på en gård i Stenløse, hvorfra jeg fik ringet til mine forældre, der var meget opskræmte. Min kone var på Nakkebølle Sanatorium. Hun fik besked om, at Hans Petersen (mit dæknavn) havde det godt.
Til Stenløse kom efterhånden flere mærkeligt udseende mænd. Vi skulle fordeles til forskellige opholdssteder. Populært sagt “gik vi under jorden”.
Jeg var så heldig at skulle cykle ud til sognerådsformand Thomas Nielsen i Nr. Søby. Familien stod uden for gården og bød mig velkommen som fætter Hans. Jeg havde et legitimationskort lydende på mekaniker Hans Petersen. Til alle i sognet fortalte de i dagene derefter, at de havde fået besøg af fætter Hans, der nu skulle arbejde som landmand hos dem. Og det gjorde jeg så, men hvilken landmand! Jeg anede intet om landbrug – heller ikke om de køer, som jeg skulle trække af sted med. Men jeg havde fundet en familie, som jeg kom til at tilhøre resten af livet.
Nu blev det ikke kun landmandsliv. Pligten over for modstandsbevægelsen fulgte med. Ind imellem måtte jeg cykle til noget ubehageligt.
En dag fik jeg besked på at fordufte omgående, da der på egnen var en nazist, man ikke kunne stole på. Han havde ymtet noget om den mærkelige fætter, som arbejdede på “Hjørnegården”.
[…]