Ivan Adriansen

Født: 12.2.1924.

Død: Skæbne ukendt.

Bopæl: Kochsgade 94.

Ivan Adriansen blev den 10.10.1943 arresteret af dansk politi og overgik til Gestapo. I november samme år blev han deporteret til Sachsenhausen som følge af ”oprørsk virksomhed” (aktivt fjendtlige handlinger over for besættelsesmagten). Herfra blev han i juli 1944 sendt videre til koncentrationslejren Buchenwald og kom på udekommando. Sidste livstegn fra ham var i april 1945.

Biografi

Ivan Adriansen voksede op i arbejderhjem med stærk kommunistisk indstilling. Faren var politisk aktiv og med til at etablere DKP’s Odense-afdeling. Ivan blev selv en del af den kommunistiske bevægelse og var medlem af DKP’s ungdomsorganisation, DKU. Han gik ud af 6. klasse og havde forskellige jobs bybud og arbejdsdreng. Inden sin arrestation arbejdede han som cykelmekaniker. Han blev tidligt involveret i illegalt arbejde og var blandt deltagerne i kommunisternes første sabotagegruppe i Odense, som den 21.9.1942 nedbrændte et stort pakhus på Odense Havn.
I de følgende måneder lavede han en del sabotager, men det var svært i den periode, for modstandsfolkene manglede sprængstof. Derfor var der ofte tale om brandsabotager mod værksteder, der arbejdede for tyskerne, og andre mindre mål. Flere af aktionerne gennemførte Ivan Adriansen sammen med sin kammerat Alf Møller og en tysk jøde, der hed Herman Waldmann (og senere skiftede navn til Uri Yaari).
Den 10.10.1943 blev Ivan Adriansen arresteret af dansk politi. Dagen blev han udleveret til Gestapo og ført ud til deres hovedkvarter på Husmandsskolen i Tarup. Efterfølgende blev han via Vestre Fængsel i København 23.11.1943 deporteret til Sachsenhausen sammen med 30 andre odenseanere. Selv om Ivan Adriansen var kommunist og aktiv i den kommunistiske illegale organisation, blev han af tyskerne deporteret som følge af ”oprørsk virksomhed (aktivt fjendtlige handlinger over for besættelsesmagten)” og ikke som følge af ”vedvarende illegal kommunistisk virksomhed”, som det var tilfældet for 19 af de deporterede odenseanere.
I juli 1944 blev han deporteret fra Sachsenhausen til Buchenwald, hvorfra han blev sendt på arbejdskommando til Halberstadt. Han kom aldrig hjem igen, men forsvandt sporløst på en evakueringsmarch i april 1945.

Historiens Hus

Odense Kommune
Stadsarkivet

Klosterbakken 2
5000 Odense C

Tlf: 65 51 10 30

Historienshus@odense.dk