Den 4. maj 1945 blev den blot 16-årige Helge Henningsen lokket med i en bil af den danske Gestapo-håndlanger og torturbøddel, Ib Birkedals to folk, Helge Kiel og John Kolling. Fra Det Nye Missionshotel på hjørnet af Østre Stationsvej og Jernbanegade kørte de ud i Erholmskoven ved Aarup, hvor Helge Henningsen blev henrettet ved skud.
Helge Henningsen var født i Assens, men boede en stor del af sin barndom og ungdom i Odense alene sammen med sin far. Moren var død, da Helge var lille, og faren levede en del år som enkemand. Helge gik blandt andet på Jernbanegades Skole, og han afsluttede skoletiden på Korsløkkeskolen efter syv år. Herefter fik han en plads som elektrikerlærling på maskinfabrikken Phønix i maj 1943, men forlod lærepladsen allerede efter en uge. Han begyndte som kontorbud på Dæhnfeldt, men ifølge faren var det meningen, at Helge skulle begynde i lære som kok på Grand Hotel, når der blev en ledig plads.
Helge Henningsens død er omgærdet med megen mystik, eftersom vi primært må bygge forløbet på gerningsmændenes vidneudsagn efter besættelsen samt andre spredte vidneudsagn. På baggrund af disse kan sammenstykkes følgende forløb: Den 4. maj dukkede Helge Henningsen op på Det Nye Missionshotel, hvor han kontaktede hotellets ejer, som kendte Helges far. Helge fortalte ham, at han frygtede, at Gestapo var på sporet af ham. Kort tid forinden havde været til forhør hos Gestapo på Grand Hotel, men de havde ham gå igen. Nu var han lige blevet visiteret på banegården af en tysk soldat, og Helge var bange for at blive taget med til nye forhør hos Gestapo.
Mens Helge opholdt sig på Det Nye Missionshotel, kom Helge i kontakt med to mænd, som udgav sig for at være modstandsfolk, der var gået under jorden. Helge havde tillid til dem og tog imod deres tilbud om at tage væk fra Odense sammen med dem. Det viste sig at være fatalt, eftersom de to mænd i virkeligheden ikke er modstandsfolk, men Helge Kiel og John Kolling, som var en del af den berygtede Ib Birkedal-gruppe, som hjalp det tyske politi med at bekæmpe den danske modstandsbevægelse.
De kørte herefter ud til Erholmskoven ved Aarup, hvor Helge brutalt blev henrettet med flere maskinpistolsalver.
Efter krigen blev Helge Henningsen officielt anerkendt som modstandsmand og hans gravsted blev fredet, men der vides ikke noget om hans arbejde i modstandsbevægelsen.
Historiens Hus
Odense Kommune
Stadsarkivet
Klosterbakken 2
5000 Odense C
Tlf: 65 51 10 30
Sponsoreret af Albani Fonden