Harry Otto Hansen blev den 24.11.1944 arresteret af Gestapo, sigtet for illegale aktiviteter. Efter forhør på Husmandsskolen og over en måneds ophold i Frøslevlejren blev han den 13.1.1945 deporteret til koncentrationslejren Neuengamme. I april 1945 blev han reddet til Sverige af svensk Røde Kors, men opholdet i koncentrationslejren havde svækket ham, og den 11.5.1945 afgik han ved døden på et lazaret i Helsingborg.
Harry Otto Hansen var kommunist og uddannet skibsbygger. Han var gift med Sylvia A. Hansen, som han havde tre børn med. I begyndelsen af besættelsen var begge ramt af arbejdsløshed i syv måneder, så de økonomiske midler i familien var små. Harry arbejdede en overgang på Svendborg Værft, men fik senere ansættelse på Odense Staalskibsværft.
I eftersommeren 1942 blev Harry Otto Hansen af en af sine kammerater opfordret til at træde ind i det illegale arbejde, hvilket han indvilgede i. I den første tid bestod det illegale arbejde primært i at skaffe penge til de internerede kommunisters familier, men efterhånden blev familiens hjem også opbevaringssted for illegale blade og bøger, duplikeringsmaterialer, skrivemaskiner m.v. Hustruen hjalp også til, men uden at være direkte involveret i arbejdet. Det havde parret nemlig aftalt. De ville ikke risikere, at de begge kunne blive arresteret og deres børn dermed kunne komme til at stå uden forældre.
Harry Otto Hansen blev også tilknyttet en illegal gruppe på sin arbejdsplads, Odense Staalskibsværft, og efter samarbejdspolitikkens fald den 29.8.1943 skærpedes modstandskampen. Harry Otto Hansen deltog bl.a. i våbenmodtagelser, inden han om aftenen den 24.11.1944 blev arresteret af Gestapo.
Omstændighederne omkring arrestationen var specielle. Det viste sig nemlig, at han var blevet angivet af sin egen gruppeleder. Denne var i oktober 1944 selv blevet arresteret og bragt ud til forhør på Gestapos hovedkvarter, Husmandsskolen i Tarup. Her havde han angiveligt indgået en aftale med Gestapo om at angive sine fire gruppemedlemmer: For kort tid senere blev de alle anholdt.
To fra gruppen blev sendt i koncentrationslejr. Den ene var Harry Otto Hansen, som blev afhentet i sit hjem i Thurøgade af to Gestapofolk. Efter forhør på Husmandsskolen, hvor han fik forelagt gruppelederens tilståelser, blev han den 2.12.1944 sendt til Frøslevlejren, hvor han var interneret i lidt over en måned.
Den 13.1.1945 blev Harry Otto Hansen deporteret til koncentrationslejren Neuengamme. Det var en særdeles barsk oplevelse med sult, lidelse og sygdom, hvor han pådrog sig dobbeltsidig lungebetændelse og dysenteri.
I april 1945 blev han reddet ud af svensk Røde Kors med De hvide busser og bragt i sikkerhed i Sverige, men tiden i Neuegamme havde været hård for hans organisme, og han døde den 11.5.1945 på et lazaret i Helsingborg.
Under retsopgøret efter besættelsen blev gruppelederen ved Odense Byret idømt to et halvt års fængsel for angiveri.
Historiens Hus
Odense Kommune
Stadsarkivet
Klosterbakken 2
5000 Odense C
Tlf: 65 51 10 30
Sponsoreret af Albani Fonden