Ernst Peter Sofus Madsen

Født: 30.3.1911 i Hillerslev.

Død: 7.3.1945 i Stalag IV B, Mühlberg.

Bopæl: Christian IX's Vej 14

Politibetjent Ernst Peter Sofus Madsen blev den 19.9.1944 arresteret i forbindelse med tyskernes aktion mod det danske politi. Via Frøslevlejren og Neuengamme blev han deporteret til koncentrationslejren Buchenwald og i december 1944 videre til krigsfangelejren Mühlberg, hvor han tre måneder senere afgik ved døden.

Biografi

Ernst Peter Sofus Madsen voksede op i Nybølle ved Ringe. Efter syv års skolegang på Hjemly Friskole i Hillerslev kom han ud at tjene ved landbruget. Værnepligten aftjente han ved livgarden. Herefter arbejdede han i periode som møllerkarl og nåede også en vinter på Danebod Højskole. I slutningen af 1930’erne blev han forlovet med Edith fra Flinthøj ved Nybølle. De blev gift og fik tre piger, der alle blev født under besættelsen.
Kort efter det tyske angreb på Danmark den 9.4.1940 valgte den danske regering af øge antallet af politibetjente i hele Danmark. Ernst Peter benyttede sig af muligheden og søgte ind for politiet og blev den 23.4.1940 ansat ved Odense Politi. Det blev hans skæbne.
Den 19.4.1944 var han blandt de omkring 100 odenseanske betjente, der blev arresteret i forbindelse med tyskernes aktion mod det danske politi, og han blev efterfølgende via Frøslevlejren og Neuengamme deporteret til Buchenwald. Selv om Ernst Peter Sofus Madsen var en sund og rask mand, blev han i fangenskabet hurtigt ramt af forskellige sygdomme. I Buchenwald lå han ni uger på reviret med skarlagensfeber, rosen og dysenteri.
I december 1944 blev de danske betjente overført til krigsfangelejren Stalag IV B ved Mühlberg. Selv om forholdene var en smule bedre her, kunne Ernst Peter Sofus Madsen dog ikke blive rask, og den 7.3.1945 afgik han ved døden. På grund af statussen som krigsfange fik han en militærbegravelse med deltagelse af hans kammerater og tyske soldater.
Men han blev også mindet i Danmark. Den 17.4.1945 blev der afholdt en mindegudstjeneste for ham i Hillerslev Kirke, og i sommeren 1947 lykkedes det de danske myndigheder at få hentet de døde danskere hjem. Et hold eksperter fra Røde Kors fik identificeret bl.a. Ernst Peter Sofus Madsens lig, og sammen med 114 andre blev han bragt hjem til Danmark. I juli 1947 blev han begravet på Hillerslev kirkegård.

Historiens Hus

Odense Kommune
Stadsarkivet

Klosterbakken 2
5000 Odense C

Tlf: 65 51 10 30

Historienshus@odense.dk