Hvad er en snublesten?

En snublesten er et lille mindesmærke – en cementsten på knap 10 x 10 centimeter – over et offer for nazismen. På stenen er påsat en plade af en stærk messinglegering. I metallet er indgraveret kortfattede informationer om offeret, først og fremmest navn, fødsels- og dødsår og eventuelt hvordan vedkommende omkom. Snublestenen er lagt i gaden uden for et hus, hvor der har boet mennesker, som blev forfulgt eller dræbt af nazisterne under 2. verdenskrig. Der kan ligge mange sten foran en enkelt opgang, ofte hele familier. Der er ingen snublesten i murværk eller lignende. Snublestenen skal få os til at kigge ned på jorden og mindes ofrene for nazismen undre 2. verdenskrig. Snublestenene begyndte som et kunstprojekt i 1990’erne, og det er den tyske kunstner Gunter Demnig, der står bag dette projekt. Den 4. januar 1995 blev de første egentlige snublesten lagt for ni deporterede romaer i Köln, og siden har det udviklet sig, og alene i Berlin er der i dag over 7.600 snublesten og snublesten nummer 75.000 blev nedlagt i december 2019. Ud over Tyskland ligger der snublesten i over 25 lande. Danmark fik de første 12 snublesten i juni 2019, de ligger i København og Frederiksberg Kommuner. De første snublesten var anonyme, men det er de ikke længere. Nu står der altid: ”Her boede” (på enkelte ”Her underviste”, ”Her arbejdede” eller lignende). Kunstneren Gunter Demnigs motto er: “ONE VICTIM – ONE STONE” [et offer – en sten], og på hans hjemmeside er en liste over alle de ofre for nazismen, som kan få en snublesten. Det gælder jøder, romaer (sigøjnere), homoseksuelle, politiske modstandere, modstandsfolk og mange flere. Alle, der er blevet forfulgt eller slået ihjel af nazisterne, kan komme i betragtning til en snublesten. Snublestenene adskiller sig fra andre mindesmærker ved deres geografiske udbredelse til store dele af verden og fokus er på individet, hvorved de står i kontrast til andre mindesmærker for nazismens ofre – også de andre mindesmærker, som allerede findes i Odense. Atypisk er det også, at ofrene ikke inddeles efter religion, seksualitet eller politisk overbevisning. Hvert enkelt offer for nationalsocialismen kan i princippet få lagt en sten, uanset om vedkommende døde for regimets hånd, flygtede eller tog sig selv af dage.
Snublestenene har enkelte steder været udsat for kritik. Stenene blev skabt som en nødvendig påmindelse om grusomme begivenheder, der ikke må gentage sig. Men i Tyskland har der i visse jødiske kredse været kritik af snublestenene, da man mener, at det bare er endnu en måde at give aflad for fortidens traumer og en ny offergørelse af jøderne. Der er argumenteret for, at snublestenene endnu en gang gør jøderne til ofre og reducerer dem til en kort indgraveret tekst. Kritikken lyder, at med en snublesten til ca. 1.000 kroner kan tyskerne købe aflad for medansvaret for jødernes traumer. Man er nødt til at tage hensyn til de afdødes værdighed, en værdighed, som ikke findes i et stykke metal lagt i det fortov, som man bogstaveligt træder på.

Historiens Hus

Odense Kommune
Stadsarkivet

Klosterbakken 2
5000 Odense C

Tlf: 65 51 10 30

Historienshus@odense.dk