Kioskejer Ejner Simon Nielsen blev den 20.4.1945 skudt ned i sin bladkiosk på hjørnet af Kongensgade og Vestre Stationsvej. Nielsen blev offer for et clearingdrab, som blev udført af medlemmer af Petergruppen.
Ejner Simon Nielsen stammede fra København, men flyttede i hvert fald før 1924 til Odense. Han blev gift med Alfrida Kirstine Jørgine Madsen, og sammen fik de to børn, som allerede var voksne, da Ejner Simon Nielsen blev dræbt i 1945.
Da attentatet fandt sted, havde Nielsen allerede gennem flere måneder været i Gestapos søgelys, idet man mistænkte ham for at distribuere illegale blade fra sin kiosk. Mistanken var tilsyneladende heller ikke grebet ud af det blå, idet de danske myndigheder efter hans død skrev, at ”Nielsen har været ret virksom med uddeling af illegale blade og ret skarp i sine udtalelser om værnemagten [besættelsesmagten, red.]”.
Under Petergruppens store terroraktion i februar 1945, hvorunder syv personer blev dræbt og store dele af centrum bombesprængt, blev Nielsens kiosk således udsat for en sprængning og ødelagt, men Nielsen fik dog hurtigt anskaffet sig en ny kiosk.
I dagene efter de allieredes bombning af Husmandsskolen den 17.4.1945 kom Petergruppen endnu en gang til Fyn for at udføre en række aktioner. Efter at have været på Sydfyn og gennemført et drab og drabsforsøg, blev Ejner Simon Nielsen den 20.4.1945 ved middagstid dræbt i sin kiosk.
Under retsopgøret efter besættelsen kom det frem, at drabet var blevet beordret af lederen af Gestapo i Odense, Friedrich Dohse, som mente, at Nielsen distribuerede illegale blade fra kiosken.
Drabet forgik på følgende måde: Ved middagstid forlod to af Petergruppens tyske medlemmer Husmandsskolen og cyklede mod centrum. Da de nåede tæt på kiosken i Kongensgade, stod de af cyklerne, gik hen til kiosken, hvor de rettede hver en revolver mod Nielsen, der sad på en stol inde i kiosken. De affyrede deres våben, og Nielsen blev ramt af flere skud i hovedet og brystet.
Ejner Simon Nielsen døde kort efter indlæggelsen på Odense Amts og Bys Sygehus, 56 år gammel.
Historiens Hus
Odense Kommune
Stadsarkivet
Klosterbakken 2
5000 Odense C
Tlf: 65 51 10 30
Sponsoreret af Albani Fonden