Reservepolitibetjent Charles Børge Johansen blev hårdt kvæstet den 3.3.1944 i forbindelse med et tysk bombeattentat mod politistationen på rådhuset. Johansen, der stod vagt udenfor politistationen, blev efterfølgende bragt til sygehuset, hvor han afgik ved døden den 6.3.1944 som følge af sine kvæstelser.
Charles Børge Johansen blev født i Svendborg i 1915 og arbejdede oprindeligt som maskinmester. Han udstod sin læretid på Lange’s Fabriker, hvor han fortsatte som svend fra 1933-37. I august 1938 mønstrede han som maskinassistent på S/S Karoline Mærsk og var senere assistent og undermester på Arnold Mærsk, Oluf Mærsk og Elisabeth Mærsk. I disse år var det imidlertid forbundet med overordentlig stor risiko at være sømand, og noget tyder på, at han i 1940 var interneret i den franske koncentrationslejr Camp Vernet ved Pyrenæerne. Det vides ikke, hvornår han blev frigivet, men det var i tiden herefter, at han skiftede erhverv – vist nok på opfordring fra sin hustru, Anna Edith, som han havde kendt siden 1938 og var blevet gift med den 30.11.1941. Hun havde boet i Odense siden 1937.
Ifølge Charles Børge Johansens søfartsbog sejlede han indtil august 1942, hvorefter han søgte ind hos politiet. Den 13.10.1942 blev han ansat som reservepolitibetjent ved Odense Politi, hvor han begyndte ved jernbanebevogtningen, men kom siden til at arbejde på politistationen i Odense. Hans arbejde inkluderede blandt andet vagttjeneste uden for politistationen på rådhuset. Det blev hans skæbne.
Den 3.3.1944 gennemførte den tyske terrorgruppe Petergruppen en aktion i Odense. Som følge af et mislykket drabsforsøg på adjunkt Niels Foged besluttede lederen af gruppen i stedet at lave et bombeattentat mod politistationen. En bombe blev kastet mod bygningen. Charles Børge Johansen og hans kollega Peter Helmuth Sundby Nielsen blev hårdt såret, og begge blev bragt til sygehuset. Her afgik Charles Børge Johansen ved døden tre dage senere, den 6.3.1944, som følge af blodmangel. Blot halvanden måned tidligere var hans hustru nedkommet med tvillinger. Efterfølgende iværksatte Fyens Stiftstidende en indsamling til den efterladte hustru, som endte med at indbringe 51.583 kr. (i dag svarende til 1.143.386 kr.)
Charles Børge Johansens bisættelse og begravelse den 13.3.1944 udviklede sig til lidt af en national manifestation. Han blev bisat fra Odense Amtssygehus’ kapel og efterfølgende begravet fra Vor Frue Kirke i Svendborg. Blandt de mange deltagere fra Odense Politi var blandt andet politikommissær Mogens Andreas Frost og konstitueret politimester Svend Aage Schaldemose-Nielsen. Begge omkom ca. otte måneder senere i koncentrationslejren Buchenwald.
Historiens Hus
Odense Kommune
Stadsarkivet
Klosterbakken 2
5000 Odense C
Tlf: 65 51 10 30
Sponsoreret af Albani Fonden